Arbejdskultur

Derfor er det en oplevelse i sig selv at arbejde hos Google og Facebook

En af de nyeste trends inden for HR er, at det skal være en oplevelse at gå på arbejde. De virksomheder, der går efter toptalenter, skal have mere at byde ind med end fleksible arbejdstider og en lækker frokostordning.

Facebook og Google gør det. Og Zappos og Airbnb gør det. Skaber en arbejdsplads og en arbejdskultur, der gør det til en oplevelse at gå på arbejde hver eneste dag.

Målet med at gå på arbejde er ikke længere kun at blive stillet en lønseddel til udsigt hver eneste måned. Der skal mere end løn til at holde på de dygtigste medarbejdere - og til at tiltrække de allerbedste.

Vi har taget et kig på, hvad Google og Facebook gør for at skabe en fed arbejdskultur. Og hvordan det er en oplevelse for hver enkelt medarbejder at være en del af virksomheden. For noget må de gøre anderledes, siden de år efter år er med i kapløbet om at blive udnævnt som the Best Place to Work.

Kreativitet, leg og frihed hos Google

Google er med årene blevet til et verbum i den danske ordbog. Hvem har ikke hørt sig selv sige: ‘Jeg googler det lige’. ALLE kender Google. Og mon ikke vi alle kender Google for noget kreativt og sjovt?

Google har hovedsæde i tech-mekkaet Silicon Valley. Her sidder medarbejderne og leger med nye innovative løsninger og sørger for, at verdens største søgemaskine fungerer optimalt.

Men hvordan er det at arbejde hos Google? Hvad gør det til en oplevelse at arbejde hos Google frem for hos en anden vilkårlig succesfuld tech-virksomhed?

Google-medarbejdere er glade medarbejdere

Selv om Google ikke bonger helt ud på det gakkede felt som den amerikanske virksomhed Zappos, så har de en anden måde at sikre på, at deres medarbejdere er glade - og tilfredse ikke mindst.

Faktisk lyder det som lidt af et drømmescenarium at arbejde et sted, hvor der både er pasningsmuligheder til børn, mulighed for at tage sin hund med, mulighed for at tage en svømmetur eller spille en beachvolley-kamp med kollegerne i løbet af arbejdsdagen.

Det lyder næsten for godt til at være sandt - men det er ikke desto mindre virkeligheden hos Google.

Googleplex - en kæmpe legeplads for voksne

Googles hovedsæde er intet mindre end et kæmpe campus, der strækker sig over et stort område. Googleplex er det officielle navn, og det huser alt fra volleybaner og svømmebassiner til gymnastiksal og minigolfbaner.

Der er med andre ord masser af plads til at lege og dyrke relationerne med sine kolleger.

Når sulten melder sig, kan hver enkelt medarbejder selv vælge på hvilken af de mere end 30 forskellige spisesteder, at frokosten eller aftensmaden skal indtages. Free of charge vel at mærke!

Det er da en frynsegode, der vil noget!

8-16 kulturen er long gone

Hos Google er tempoet højt - og langt de fleste medarbejdere knokler. Størstedelen lægger meget mere end 37 timer om ugen, og de giver den gerne gas for at nå deres mål. Men hvordan kan det harmonere med en svømmetur eller en beachvolley-kamp i løbet af arbejdsdagen?

Googlerne kan arbejde, når de vil - bare de når deres mål. Om de så foretrækker at hive en time ud i løbet af dagen til træning eller til at gå en tur med deres hund på Google-campusset er underordnet. Så bliver de bare en time ekstra i den anden ende - eller møder ind weekenden i stedet.

Fleksibilitet lever i bedste velgående hos Google. Og medarbejderne elsker det tilsyneladende! (det kan vi sådan set godt forstå, at de gør!)

Obligatorisk at sætte tid af til at lege

En af de ting, som Googlerne ikke selv bestemmer, er, hvad de skal bruge deres tid på. Der skal være tid til at eksperimentere med nye ideer - og at tage del i den legende Google-kultur.

20 % af arbejdstiden for hver enkelt medarbejder er bundet til ‘egne projekter’. I det ligger der, at der skal være fokus på ideudvikling og innovation. Faktisk er det her, at størstedelen af de dybe tallerkner, som Google har opfundet, er kommet til.

Arbejdet, som du aldrig vil hjem fra

Trænger du til en powernap, mens du er på arbejde, er det ikke ilde set hos Google. Tværtimod. Du ligger dig bare godt til rette på en af de små Nap Pods (på dansk: små sovesteder), som er indrettet til samme formål.

En powernap er jo en menneskeret, ikke? Sådan er det i hvert fald hos Google.

Har du noget, som du gerne vil have vendt med en læge, kan du også klare det i arbejdstiden. Du møder bare op på lægekonsultationen på campus, og skal håret klippes, kan du også klare det i frokostpausen hos frisørsalonen.

Er der noget, som du ikke kan klare på Googleplex? Tjaa, det skulle da lige være at sætte din vaskemaskine i gang. Men en plan B kunne jo være at gøre brug af renseriet på campus. Så får du rent tøj med hjem - lige til at lægge på plads i skabet, når du kommer hjem efter en lang dag på arbejde.

Har du travlt en periode, behøver du faktisk slet ikke tage hjem. Du kan bare overnatte på campus - der er jo alt, hvad du behøver. Og selv din hund kan være med.

Og vi kunne blive ved.

Men det står vist allerede stjerneklart for enhver, hvorfor Google gang på gang bliver kåret som Best Place to Work. Og hvorfor det er en særlig oplevelse at have sin gang på Googleplex hver eneste dag.

Men hvad så med Facebook? Hvad gør de for deres medarbejdere, der sætter dem i stilling til at vinde titlen som den fedeste arbejdsplads?

Ad Ebook (2)

Rulleskøjtepark og rustik indretning af Zuckworld

Facebook er også gavmilde med frynsegoder til deres medarbejdere. Gratis gourmetmad og sjove omgivelser med innovative læringsmiljøer og rulleskøjtepark er kun en del af pakken. Zuckworld er navnet på Facebooks hovedsæde, og det må være en oplevelse i sig selv at komme på det gigantiske virksomhedskompleks dagligt.

Alene det at kunne støde på CEO Mark Zuckerberg på rulleskøjtebanen må også give nogle point i bogen!

Men Facebook tilbyder meget mere end det. Og de har tilsyneladende et helt særligt syn på deres medarbejdere. Et medarbejdersyn, som giver ordet medarbejderpleje et helt nyt aspekt - og som er en af de helt store tendenser inden for HR anno 2018.

Kerer sig om sine medarbejdere

Hos Facebook er der ikke bare et strategisk fokus på at placere den enkelte medarbejder i en stilling, som passer godt til personen og hans eller hendes evner. Der er også fokus på at skabe den ideelle karriere for den enkelte. Om så det er hos Facebook eller ved at søge andre steder hen.

Ordet fulfillment - eller tilfredsstillelse - er i fokus. Det er den måde, som Facebook tænker, at de kommer længst med deres medarbejdere.

Ledere tager også ansvaret på sig

Det er ikke alene den enkelte medarbejder, der har ansvaret for at rykke sig det rigtige sted hen på karrierestigen. Også den nærmeste leder har en finger med i spillet.

Lederne hos Facebook bliver alle trænet i at finde projekter, der passer til den enkelte medarbejder, og i at tage de svære snakke om, hvordan resultaterne ser ud.

Den enkelte medarbejder skal ideelt set være et sted, hvor personens fulde potentiale bliver foldet ud - og hvor det er sjovt at være. Og det er en fælles indsats at nå dertil. Ansvaret ligger ikke kun hos den enkelte medarbejder.

Bevæge sig rundt - i stedet for at stå stille

Det er nærmere reglen end undtagelsen, at den enkelte medarbejder flytter rundt i organisationen. Har en medarbejder lyst til at prøve af, hvordan det fungerer at arbejde i en anden afdeling eller at samarbejde med et andet team, står alle døre åbne.

Det gør de af flere grunde - både for at skabe en gensidig forståelse på tværs af virksomheden, men også for at den enkelte nemmere kan finde frem til, hvad der er det bedste match, og hvor han eller hun gerne vil bevæge sig hen på karrierestigen.

Eksperter i fastholdelse

Trods det kæmpe boom i IT-virksomheder er det ikke svært for Facebook at holde på sine medarbejdere. Faktisk har virksomheden en af de allerbedste fastholdelses-rater inden for den fremadstormende IT-branche.

Og det siger i sig selv meget om, hvordan medarbejderne opfatter det at arbejde hos Facebook - bedre klap på skulderen kan man vel næsten ikke få.

Spørger du en medarbejder hos Facebook, vil du formentlig få svaret, at Facebook kerer sig om deres medarbejdere. Og det er sikkert en de primære grunde til, at Facebook er et af de absolut fedeste steder at arbejde.

For hvem vil ikke gerne arbejde sammen med Mark Zuckerberg, stå på rulleskøjter, spise gratis gourmetmad og blive passet godt på af sin arbejdsgiver?